Flere danske læger står nu frem med en skarp kritik af den storstilede ebola-indsats, som Danmark brugte omkring 200 millioner kroner på at være en del af i Sierra Leone, skriver Information.
Danmark sendte fire hold med højt kvalificeret sundhedspersonale til det vestafrikanske land fra december 2014 frem til juni året efter.
Men på ebola-centeret i byen Port Loko blev de i en periode forhindret i at give den behandling, de mente var bedst for patienterne, fortæller flere tidligere udsendte til Information.
Danmark havde nemlig underlagt sit bidrag britisk styring, og de britiske sundhedsmyndigheder havde igen uddelegeret styringen af indsatsen til den irske hjælpeorganisation GOAL.
Og GOAL havde af frygt for smittefare besluttet, at lægerne ikke måtte lægge drop på patienterne, selv om centeret havde udstyret til det, fortæller Thomas Ingemann Pedersen, der arbejder på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital:
- Langt de fleste ebolapatienter kaster op og har diarré i en sådan grad, at det kræver et drop for at kunne give nok væske, sukker og salte. Mange har svært ved at synke på grund af kvalme og ondt i halsen.
- Men fra GOAL lyder det, at hvis patienten bare er lidt i stand til at drikke saltopløsningen, så skal vi holde os til det. Kun de, der slet ikke kan indtage gennem munden, kan få drop, siger han til Information.
Selv om han anerkender, at der er en risiko for stikuheld, mener han, at det ville have været "fuldt forsvarligt" at benytte drop. Han bakkes op i sin kritik af flere kolleger.
Ifølge ebola-eksperten Eskild Petersen, professor i tropemedicin og parasitologi ved Aarhus Universitetshospital, dør op mod halvdelen af ebola-patienterne af mangel på væske og salte.
Han vurderer derfor, at beslutningen om ikke at benytte drop har kostet "rigtig mange" menneskeliv.
Til kritikken siger Else Kirk, landedirektør i GOAL:
- I de første måneder dør mange ansatte på andre hospitaler og klinikker af ebola. Det vil vi undgå.
Efter en periode ændrede organisationen praksis, så lægerne kunne lægge drop.
Nye udbrud af ebolaepidemien i Guinea i marts ser ud til at være kommet under kontrol.
/ritzau/