Danske kendisser: Ingen grund til julestress

admin

467 uger siden

|

14/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen er hjerternes fest, men ofte er den glædelige højtid også forbundet med julestress og gaveræs.

Forventningerne skrues i vejret blandt børn og voksne, der ønsker sig den bedste jul - igen i år. Ifølge skuespillerinden Lærke Winther bringer julen både det bedste og det værste frem i folk.

- Hvis man lader sig påvirke af det der perfektionsræs, så er december det værste, for hold nu på, hvor er der mange ting, man skal. Det er ærgerligt, at det skal gå op i de ting, siger skuespillerinden, der selv kan have en smule travlt i den søde juletid.

- Jeg synes da også, at det er stressende i julemåneden, fordi der er en masse ting, jeg gerne vil nå at lave. Men julen handler om næstekærlighed, og det skal vi huske. Der er ingen grund til at være så bange for at stegen brænder på, eller at gaverne er perfekte. Det går nok, siger hun.

Hendes skuespillerkollega Ellen Hillingsø holder også meget af julen, men hun mener heller ikke, at der er nogen grund til at fare rundt for at sikre, at julebordet, julegaverne og julepynten er perfekt.

- Jeg er vild med julen. Det er en hyggelig tid, og jeg glæder mig altid til at hygge med mine børn. I stedet for at fare rundt, skal man prøve at slappe af og nyde det. Vi pisker en stemning op. Der skal købes gaver og mange stresser for at hygge, men det er altså svært at gøre, hvis man er nødt til at presse det ind i kalenderen, siger Ellen Hillingsø.

Når kalenderen siger december er det ikke tiden for stress og jag hjemme hos skuespillerparret Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff. De tager det nemlig ret afslappet.

- Jeg elsker julen, men vi får ikke julestress. Jeg kan enorm godt lide det der med, at man samler sin familie og hygger sig, siger Rasmus Botoft og bliver suppleret af sin kone.

- Det er kærlighedens og hjerternes fest, og mange har høje forventninger til julen, og så kan man hurtigt blive skuffet. Vi tager det ret afslappet, siger Lisbeth Wulff og peger på, at julen også kan være stressende, fordi det er tid til at gøre årets menneskelige regnskab op.

- Jeg tror, at julen er hård for mange mennesker, fordi de gør status. Man gør ligesom op, hvad man har været igennem, hvor man var sidste jul og hvor meget, man har rykket sig. Det er et regnskab, man gør op samtidig med, at man hygger sig, siger hun.

De fire skuespillere er alle  aktuelle i juledramaet "Mens vi presser citronen", der sendes på DR2.

/ritzau/FOKUS