Danmarks Fiskeriforening kræver, at den danske regering og EU stopper al import af fisk fra Norge, efter at forhandlingerne om fiskekvoter brød sammen lørdag.
Siden torsdag har parterne forhandlet i Edinburgh i Skotland, og sent fredag nat nåede EU og Norge til enighed om fiskekvoterne i 2014 for Nordsøen og Skagerrak.
Men da Norge meldte ud, at det først ville skrive under, når der også var en aftale om makrelkvoterne i Nordatlanten på plads, brød forhandlingerne sammen i weekenden.
- Det er en skandale, at Norge pludselig igen trækker forhandlingerne om makrelkvoter ind i forhandlingerne om Nordsøen og Skagerrak, udtaler formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
Derfor kræver Danmarks Fiskeriforening nu, at den danske regering og EU-Kommissionen og ministerrådet omgående stopper for al import af norsk fisk og norske fiskeprodukter til EU.
Fiskeriforeningen har derudover stillet krav om, at kvoterne i EU-farvand bliver forhøjet som en erstatning for de manglende rettigheder i norsk farvand og kræver kompensation for det mistede fiskeri i årets to første måneder.
Siden januar har danske fiskere været forhindret i at fiske i norsk farvand i Nordsøen og Skagerrak.
- Der skal sendes et klart og tydeligt signal til Norge om, at vi ikke finder os i at blive behandlet på den skandaløse facon, siger Svend-Erik Andersen.
Oprindeligt skulle forhandlingerne have været påbegyndt og afsluttet i november og starten af december sidste år. På den måde kunne aftalen træde i kraft fra årsskiftet.
Men forhandlingerne blev flere gange udskudt, fordi EU Kommissionen prioriterede forhandlingerne om makrelkvoterne i Nordøstatlanten.
Der er ikke blevet sat en dato for en ny forhandlingsrunde, og danske fiskere har stadig ikke adgang til at fiske i norsk farvand.
- Det er fuldstændig vanvittigt, når man politisk accepterer, at fiskerierhvervet skal klare sig uden fiskerimuligheder i flere måneder, siger Svend-Erik Andersen.
På tirsdag skal der være en forespørgselsdebat i Folketinget med fødevareminister Dan Jørgensen (S) om de sammenbrudte fiskeriforhandlinger.
/ritzau/