Danske Bank skal have færre ansatte

admin

|

31/10/2013

Dagens topnyheder

Der kommer længere mellem kolleger i Danske Banks hovedsæde ved Holmens Kanal midt i København.

Banken skal spare fortsat - og nu varsler banken, at der skal spares en milliard kroner med fuld effekt i 2014.

- Dette vil primært nås gennem yderligere reduktion af medarbejderstaben, primært i hovedsædefunktioner og andre ikke-kundevendte funktioner, skriver banken i regnskabet.

Om der er en reel fyringsrunde under opsejling, vil banken ikke oplyse. Men det står klart, at der skal være færre ansatte.

- Vi vil desuden reducere antallet af medarbejdere i stabsfunktionerne og forenkle procedurerne markant, hvilket vil bidrage til en væsentlig forbedring af kundeoplevelsen, samtidig med at vi forbedrer rentabiliteten, skriver Danske Bank.

Og netop kunderne er noget, Danske Bank har lidt problemer med. Siden årsskiftet, hvor Danske Bank oprettede medlemskab til banken, har kunderne stået i kø for at forlade banken.

Banken har mistet 94.000 kunder, siden klokken slog 12 slag nytårsaften, og vi gik ind i 2013.

Danske Bank arbejder på at "fjerne administrative opgaver fra kundevendte medarbejdere, og dermed styrke deres beslutningskompetencer og gøre det muligt for dem at bruge mere tid på kunderne".

Ud over en reduktion af medarbejderantallet i funktioner, der ikke har direkte noget med kunderne at gøre, vil der ske færre nyansættelser i de kommende kvartaler og mindre brug af eksterne konsulenter.

/ritzau/