Danske Bank-overskud på over 11 milliarder kroner

admin

10 år siden

|

06/02/2014

Dagens topnyheder

Danske Bank får et overskud på 11,5 milliarder kroner før skat i 2013. Efter skat blev resultatet 7,1 milliarder kroner mod 4,7 milliarder kroner i 2012, en stigning på 51 procent, oplyser banken i sit regnskab.

Banken tjente 40 milliarder kroner sidste år - og på posten nettorenteindtægter kom der over 22 milliarder kroner ind. I 2012 lå indtægterne på 45 milliarder kroner.

Omkostningssiden har været holdt i ro med et fald på 99 millioner kroner til 24,3 milliarder kroner. Fratrædelsesgodtgørelser tegnede sig sidste år for 800 millioner kroner - 100 millioner kroner mere end i 2012.

Bankens norske topchef Thomas Borgen siger, at man er på rette vej.

- 2013 var et år med fremgang for Danske Bank. Vi tog skridt til at styrke vores markedsposition, accelererede eksekveringen af vores strategi og begrænsede omkostningerne, siger Borgen i en kommentar til regnskabet.

- Men selv om de finansielle resultater viste forbedring, er de stadig ikke tilfredsstillende. Der er et stykke vej, før vi når Danske Banks fulde potentiale, men vi er overbeviste om, at vi er på rette vej, siger direktøren.

Thomas Borgen overtog direktørposten i Danmarks største bank i september sidste år, da den tidligere direktør Eivind Kolding blev fyret. Kolding stod bag sparerunder, filiallukninger og et nyt udskældt kundeprogram.

Det er nu op til Thomas Borgen at få vendt stemningen, så Danske Bank bliver populær. Banken har mistet 110.000 kunder i 2013.

Den væsentligste forudsætning for succes er, at vi forstår og lever op til kundernes stadigt mere differentierede og komplekse krav, siger han i regnskabet.

Og overskuddet vil vokse i år. I 2014 forventer banken, at årets resultat vil ligge mellem ni og 12 milliarder kroner.

/ritzau/