Danske badmintonkvinder vinder EM suverænt

admin

10 år siden

|

16/02/2014

Dagens topnyheder

De danske badmintonkvinder ville ikke stå tilbage for de danske herrer, der søndag vandt EM-finalen over England.

Danmarks damesingler sørgede for, at EM-finalen mod Rusland blev en kort affære. 3-0 endte det uden sættab, og doublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl kom således slet ikke i kamp.

Line Kjærsfeldt indledte med at besejre Natalia Perminova i to sæt med cifrene 21-17 og 21-14.

Det fulgte Sandra-Maria Jensen op på ved at vinde 21-13 og 21-16 over Ella Diehl.

I den sidste kamp satte danmarksmesteren, den blot 16-årige Mia Blichfeldt, tingene på plads. Hun vandt sin kamp mod Anastacia Chervaykova med sætcifrene 21-16 og 21-19, og dermed var pokalen sikret.

- Det er et meget flot resultat i fraværet af Tine Baun. Guldmedaljen gør mig stolt, og det er en anerkendelse af indsatsen ydet af og omkring pigerne, siger sportschef i Badminton Danmark Finn Trærup-Hansen til badminton.dk.

Tidligere på dagen besejrede de danske herrer England med samlet 3-1.

/ritzau/