Danske arkitekter vinder milliardopgave i Sydney

admin

|

25/09/2014

Dagens topnyheder

Det danske arkitektfirma 3XN er natten til torsdag blevet udpeget til at stå for opførelsen af et milliardbyggeri i centrum af Sydney.

Det drejer sig om et område ved havnen ikke langt fra Operahuset i Sydney, hvor en hel bydel skal bygges op på ny.

Det enorme projekt har en prismærkat på én milliard australske dollar, hvilket svarer til mere end fem milliarder kroner. 3XN har vundet arkitektkonkurrencen foran flere andre internationale arkitektstuer.

Ifølge kapitalfonden AMP, der står bag byggeriet, er valget af 3XN "en milepæl" for projektet, der vil revitalisere hele den nordlige del af det centrale Sydney.

3XN har base i København og er blandt andet kendt for at stå bag Den Blå Planet på Amager samt Saxo Banks hovedkvarter i Hellerup. Derudover har virksomheden stået for at opføre den danske ambassade i Berlin og er for nylig blevet udpeget til at opføre Den Internationale Olympiske Komités nye hovedkvarter i Lausanne i Schweiz.

Stifter og kreativ direktør i 3XN, Kim Herforth Nielsen, siger, at hans firma har grebet opgaven an fra en helt ny vinkel, hvilket har skabt et noget utraditionelt udseende tårn som centrum for bydelen.

Den forreste del af tårnet, der vender ud mod havnen og har udsigt over Operahuset, kommer til at bestå af en række snoede, lodrette landsbyer.

- Dets dynamiske, skiftende sammensætning giver en fantastisk udsigt for alle husets brugere, siger Kim Herforth Nielsen ifølge Financial Review.

Det nye byggeri skal stå færdigt i 2020.

/ritzau/