Danske anmeldere skamroser von Triers sexfilm

admin

|

18/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forventningerne har været store til Lars von Triers "Nymfomaniac", som får premiere i de danske biografer 1. juledag. Og ifølge danske anmeldere har Von Trier ikke mistet sin evne til at lave storslået filmkunst.

Således giver Berlingske seks stjerner og topkarakter til von Triers seneste skud.

- At man går skælvende og opløftet fra filmen skyldes derimod, at Lars von Trier leverer en dybt tænkende, subtilt følende, flammende sarkastisk og sjæleskærende tragisk erotisk odyssé, skriver Berlingske i sin anmeldelse.

Ekstra Bladet er ligeledes rundhåndet i sin kritik af filmen og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

- Trier laver stadig film, der ikke ligner nogen eller noget andet, og er ubetinget en af de mest originale og egensindige nulevende filmskabere i verden. Fascinerende, foruroligende, krukket, kontrær, skriver avisen i sin anmeldelse.

BT giver ligeledes fem stjerner og siger, at "Nymfomaniac" er røvirriterende og enestående.

- Man kan ikke lave en omelet uden at smadre et par æg, og Trier vælter gerne hele bakken. Man kan elske eller hade ham, men man kan ikke afskrive ham. Han er stadig lige provokerende, uforsonlig og uforlignelig. Stueren bliver han sgu aldrig, skriver BT.

Den fire timer lange film handler om nymfomanen Joe spillet af Charlotte Gainsbourg, der fortæller sin overdådige og saftige livshistorie til den ældre og charmerende ungkarl Seligman spillet af Stellan Skarsgård.

I filmen følger man Joe, fra hun er teenager, til hun er omkring 50 år, og hendes historie er fortalt gennem hendes seksualitet.

/ritzau/