Dansk sejlhåb diskvalificeret efter forrygende OL-start

admin

436 uger siden

|

10/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er ikke plads til flere fejl, hvis sejleren Anne-Marie Rindom skal vinde en medalje ved OL i Rio.

Det danske medaljehåb i Laser Radial tabte tirsdag aften en protestsag og er derfor blevet diskvalificeret i tredje sejlads. Protesten blev indgivet af den kroatiske båd, der mente, at Rindom spærrede vejen.

Sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, bekræfter sagen.

- Situationen er, at hun i starten af tredje sejlads ligger for tæt på en anden båd.

- Det er sådan set rigtig nok, så protesten kan vi ikke sige noget til. Det er et alvorligt handicap for Anne-Marie, der ikke kan tillade sig at lave flere fejl nu.

- Hun er rigtig træt af det, siger sportschefen til Ritzau.

Anne-Marie Rindom rykker sandsynligvis en eller to placeringer tilbage i den samlede stilling, hvor det tyder på, at hun nu er nummer fire eller fem efter de første fire OL-sejladser. Det er dog endnu ikke bekræftet.

Anne-Marie Rindom må ligesom konkurrenterne trække sin dårligste sejlads ud af regnskabet. Tirsdagens diskvalifikation betyder, at der nu ikke er plads til endnu et skidt resultat, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om medaljer i Rio.

25-årige Rindom, der vandt VM-guld i 2015, krydsede mållinjen som nummer fem og tre i tirsdagens sejladser, og som sit hidtil dårligste resultat er ottendepladsen fra anden sejlads mandag.

/ritzau/