Sidste sommer kom navnet Emil Stabil på de fleste unges læber, da nummeret "Er Det En Fugl?" blev spillet massivt i radioen og strøg til tops på Spotifys liste over virale hits, og lige nu hitter han med nummeret "Allerede Is"
Men selvom rapperens sangtekster måske kan gøre fans i tvivl om, hvorvidt 24-årige Emil Stabil bare laver musik for sjov, så understreger han, at han mener det helt seriøst, når han laver musik.
- Jeg forstår godt, at nogle synes, at mine tekster er platte. Min musik er umiddelbar og lige til, men hvis man dykker ned i mine tekster og fanger metaforerne, så er det slet ikke dumt, siger Emil Stabil.
Han fremhæver, at de fleste eksempelvis ikke har fanget referencen til supermand i sangen "Er Det En Fugl?", der blev den unge rappers store gennembrud.
Den succes har også fået flere af de store danske pladeselskaber til at kontakte kunstneren. Alligevel har Emil Stabil takket nej til de mange tilbud, og han udgiver i stedet selv sin musik sammen med Lil Producer og Young Bong under selskabet Lil Label.
- Vi vil hellere gøre det selv. Vi skal ikke have en eller anden til at styre, hvordan jeg skal se ud og hvilken slags musik, vi skal lave. Jeg tror, at vi har været pisse irriterende for dem, men det betyder alt, at vi kan bestemme selv. Der er ikke noget ægte i det, hvis en anden bestemmer det hele, siger Emil Stabil.
Selvom kunstneren har fået opbygget en stor fanskare, og publikum skråler med, hver gang han spiller til koncerter og festivaller, så var det egentlig aldrig planen, at han skulle være rapper.
- Jeg er møghamrende umusikalsk. Jeg kan ikke spille guitar og kan kun nogle få akkorder på et klaver. Jeg har ikke jagtet drømmen om at blive rapper. Det er bare kommet til mig, og jeg føler mig velsignet og heldig, siger Emil Stabil.
I øjeblikket er Emil Stabil i gang med et nyt album, som fansne kan se frem til at høre i det nye år. Selvom det er lettere at udgive en EP med færre numre, så var det vigtigt for rapperen at udsende et fuldt album.
- Det er både for mine fans, men også for min egen skyld. Det er lidt en drengedrøm at stå med en cd i hånden med sin egen musik. Det er det næste skridt for mig, siger han og tilføjer:
- Jeg er rapper for evigt. Det er i hvert fald planen.
Emil Stabil spillede torsdag på Skanderborg Festival.
/ritzau/FOKUS