Dansk politi hjælper Belgien med piratbagmand

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

Dansk politi hjælper kolleger i Belgien med oplysninger i sagen mod den formodede piratbagmand Mohamed Ali Hassan og hans medsammensvorne Mohamed Aden "Tiicey".

Vicestatsadvokat Per Fiig fra Statsadvokaturen for Økonomisk og International kriminalitet (SØIK) siger, at belgisk politi har bedt om assistance.

- Vi har ydet retshjælp til Belgien i sagen. De har haft forespørgsler, og vi har hjulpet dem med at få indhentet de informationer, de skulle bruge, siger Per Fiig til Ritzau.

Vicestatsadvokaten vil ikke ind på, hvad det er for oplysninger, dansk politi har hjulpet Belgien med.

Mohamed Ali Hassan, også kendt som Big Mouth, og hans medsammensvorne Mohamed Aden "Tiicey" blev pågrebet i lufthavnen i Bruxelles i midten af oktober sidste år. De blev lokket til Belgien med udsigt til at skulle bidrage til en dokumentarfilm om pirateri.

Men da de to somaliere kom ind i lufthavnen, var det ikke filmfolk, der tog imod, men derimod belgisk politi, der anholdte dem og fik dem sat bag lås og slå.

Big Mouth menes at have mange skibskapringer på samvittigheden, som han har tjent millioner af dollar på.

Han menes også at være bagmanden bag kapringen af den danske coaster Danica White med fem danske søfolk i 2007. Efter 83 dage blev skib og besætning sat fri for en løsesum på cirka fire millioner danske kroner.

Efter anholdelsen af Big Mouth i oktober sidste år oplyste Per Fiig, at politiet vil tage de danske kapringssager op med henblik på at finde ud af, om der er oplysninger, der knytter sig til de to tilbageholdte somaliere i Belgien.

Hvorvidt dansk politi har genoptaget efterforskningen af Danica White-sagen, vil vicestatsadvokat Per Fiig ikke oplyse noget om.

Kaptajnen på Danica White, Niels Hentze Nielsen, sagde i forbindelse med anholdelsen af Big Mouth, at han mener at have set piratbagmanden en af de gange, han som gidsel blev bragt i land under det 83 dage lange tilfangetagelse.

I alt har 15 danskere siden 2007 været gidsler hos somaliske pirater, men indtil videre er ingen af de pirater, der har begået de alvorlige forbrydelser mod danskerne, blevet pågrebet.

/ritzau/