Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen er bare et skridt fra at avancere i sin første deltagelse i et NHL-slutspil.
Fredag sejrede hans klub, Anaheim Ducks, med cifrene 6-2 i den femte playoff-kamp mod Dallas Stars, og Anaheim fører nu sammenlagt 3-2 i serien, der spilles bedst ud af syv kampe.
Frederik Andersen tog sig af målet i samtlige 60 minutter og reddede 34 ud af 36 forsøg fra modstanderen. Det var en oprejsning efter seriens fjerde kamp, hvor Andersen blev skiftet ud og siden fik negativ kritik af sin træner.
I fredagens kamp hang Dallas på indtil begyndelsen af tredje periode. Så vekslede Anaheim stillingen fra 3-2 til 6-2 med tre scoringer inden for godt fem minutter, og så var den kamp afgjort.
Nu mangler Anaheim blot en enkelt sejr i serien og har to muligheder for at sikre sig avancementet. Holdet førte 2-0 i serien, inden Dallas udlignede til 2-2. Den sjette kamp i serien, hvor Anaheim kan blive blandt de sidste otte i slutspillet, spilles søndag i Dallas.
Også Peter Regins klub, Chicago Blackhawks, er på vej videre i slutspillet. Chicago vandt 3-2 over St. Louis Blues og fører dermed 3-2 i serien. De to hold måtte ud i ekstratid, inden Chicago sikrede sig sejren. Peter Regin var ikke i aktion i kampen.
Den sjette kamp, hvor Chicago kan sikre sig den samlede sejr, spilles ligeledes søndag.
/ritzau/