Dansk Industri sænker forventningerne til den danske vækst

Redaktionen

430 uger siden

|

26/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En usikker verdensøkonomi kan mærkes i Danmark, og derfor vælger Dansk Industri (DI) nu at dæmpe forventningerne til den samlede økonomiske vækst det kommende år.

Konkret nedjusterer DI væksten for 2017 med 0,5 procent. Den lander ifølge erhvervsorganisationens netop offentliggjorte prognose i stedet for på 1,3 procent.

- Vi kan se, at verdensøkonomiens vækst er gået yderligere ned i tempo hen over sommeren, siger vicedirektør Kent Damsgaard.

Forklaringen skyldes blandt andet briternes beslutning om at stemme sig ud af EU, men også en række andre landes dårlige vækst påvirker Danmark negativt.

- Og det rammer sådan en lille åben økonomi som den danske, siger vicedirektøren.

- Allerede nu kan vi se, at vi kommer til at sælge mindre til udlandet resten af året og næste år.

Den danske økonomi kan sammenlignes med en maratonløber. Ligegyldigt om der er med- eller modvind, skal konditionen være god - og helst bedre end konkurrenternes.

Og egentlig er konditionen, for at holde fast i billedsproget, ok i øjeblikket.

- Der bliver skabt job måned efter måned, og ledigheden er ved at være temmelig lav, siger Kent Damsgaard.

- Men vi er bange, når vi kigger på en verdensøkonomi, der går langsommere, og vi begynder at mangle arbejdskraft ude i virksomhederne. Så begynder vi at komme i problemer, tilføjer han.

Produktiviteten skal derfor allerede nu løftes, fastslår Kent Damsgaard.

Så når regeringen inden længe præsenterer sin 2025-plan, følger Dansk Industri godt med.

Erhvervsorganisationen håber blandt andet, at politikerne fjerne topskatten og gør det mere attraktivt for virksomhederne at investere i digitalisering, forskning og uddannelse.

- Vi skal investere i dansk økonomi, så vi står bedre rustet til nye udfordringer, lyder det fra vicedirektøren.

/ritzau/