Det danske familiefirma Vestergaard er blevet afsløret i korruption. Firmaet har brugt omkring 900.000 kroner til at bestikke to lokale embedsmænd i Cambodja, skriver Avisen.dk.
Vestergaard skriver på sin hjemmeside, at koncernen er verdens største producent af langtidsholdbare myggenet til senge.
Fra 2006 til 2011 fik de to embedsmænd penge, og i den periode har Danmark givet 980 millioner kroner til Global Fund, der har til formål at bekæmpe aids, tuberkulose og malaria. Det oplyser Udenrigsministeriet.
Det er Global Fund, der har efterforsket sagen i over to år. Og man har fundet så mange beviser, at fonden nu slår fast, at den omtalte korruption har fundet sted, skriver Avisen.dk.
Nu er Kolding-virksomheden Vestergaard midlertidigt blevet suspenderet som leverandør af myggenet til Global Fund-støttede initiativer i fattige lande.
Det er ikke kun det danske firma, der har benyttet sig af penge til at smøre sig til kontrakter.
De to embedsmænd har samlet fået over 20.000 dollar i kontanter, rejser og gaver. Men det var især en anden myggenetproducent ved navn Sumitomo Chemical Singapore, der var gavmild.
- Det her er ikke vores penge. Det er skattekroner fra hele verden, heriblandt Danmark. Derfor kan vi ikke acceptere den form for korruption, siger Seth Faison, der er kommunikationschef i Global Fund, til Avisen.dk.
Vestergaard har samarbejdet under efterforskningen. Og ifølge Avisen.dk har sagen fået konsekvenser for de involverede medarbejdere.
Avisen.dk skriver, at man afventer en kommentar fra Vestergaard.
/ritzau/