De danske virksomheder i Rusland har endnu ikke mærket efterdønninger af de sanktioner, som EU har sat i værk ved at sætte 33 russere og Krim-borgere på listen over folk, der ikke må komme ind i EU - og hvis penge ikke må komme ud.
- Indtil videre kører alle videre uden hindringer. Der er en vis nervøsitet over, hvordan tingene udvikler sig, men der er ikke sket noget graverende endnu, siger Hans Wicks, der er direktør for Dansk Industris kontor i Moskva.
Hans Wicks er i daglig kontakt med danske virksomheder i Rusland. Og indtil nu har han ikke kendskab til, at nogen har mærket til sanktionerne fra EU. Og det er heller ikke til at spore, at russisk økonomi er under pres.
- Går man rundt i Moskva, mærker man intet til det. Bilerne kører på vejene, og der er stadig store trafikpropper, siger Hans Wicks.
- Selvom der er en smule afmatning i økonomien, går det stadig fremad. Man har ikke på fornemmelsen, at der er en stor krise under opsejling. Det er business as usual, siger han til Ritzau.
Og interessen for at komme til Rusland er ikke blevet mindre for dansk erhvervsliv.
- Jeg er stadig i kontakt med virksomheder, som jeg rekrutterer medarbejdere til, og projekter kører videre. Interessen for det russiske marked er ikke taget af, fortæller DI-direktøren.
- Jeg har været i kontakt med mange virksomheder i den senere tid, som stadig planlægger at komme til Rusland. Men jeg vil være ærlig og fortælle, at en eller to virksomheder har sagt til mig, at de gerne vil se tiden lidt an, siger Hans Wicks.
Ifølge afsætningsdirektør Peter Thagesen i DI er de russiske myndigheder ikke blege for at sætte bureaukratiske forhindringer i vejen for udenlandske interesse.
Eksempelvis har man i syv uger lukket totalt ned for import af svin fra EU på grund af et udbrud af svinepest i Litauen.
- Eksporterer man noget, som russerne selv kan lave, så er der nok grund til at være en smule mere nervøs. For russerne sætter gerne pres på deres forhandlingspartnere. Men indtil videre er det en antagelse, der er ikke sket noget konkret, siger Hans Wicks.
/ritzau/