Dansk curlingspiller er testet positiv for doping

admin

458 uger siden

|

13/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den danske curlingspiller Helle Simonsen er havnet i en dopingsag.

Under EM i Danmark i november sidste år blev hun testet positiv. Det meddeler Dansk Curling Forbund i en pressemeddelelse.

- Helle Simonsen har en hormonel forstyrrelse kaldet PCOS og har i den forbindelse taget noget naturmedicin for at opnå en normal hormonel balance i forbindelse med ønsket om en graviditet. Et af stofferne i det præparat er på dopinglisten.

- Helle har ikke været opmærksom på, at stoffet var på listen. Det er ikke taget med præstationsfremme for øje, og hun er meget ked af det, der er sket, meddeler Dansk Curling Forbund.

Det danske hold, der blev ledet af skipper Lene Nielsen, blev nummer fire ved EM, der blev spillet i Esbjerg.

Den positive dopingtest betyder, at Helle Simonsen er blevet udelukket fra at deltage i alle turneringer, indtil sagen er blevet behandlet.

Det sker i Det Internationale Curling Forbund.

Ifølge Dansk Curling Forbund kommer sagen ikke til at få indflydelse på Danmarks placering som nummer fire ved EM.

/ritzau/