Der er blevet knoklet hårdt i træningslokalet de seneste måneder for at kunne imponere dommere og seere hver fredag aften på dansegulvet.
Det har betalt sig for skuespillerinden Stephania Potalivo og partneren Morten Kjeldgaard, der fredag aften skal svinge hofterne i Vild med dans-finalen. Og deltagelsen i den populære dansekonkurrence har lært den 29-årige skuespillerinde, at man kan opnå meget, hvis man kæmper for det.
- Jeg har lært at finde noget fightervilje frem og blive ved med at kæmpe, selvom det ikke altid er lige let. Som voksen er man jo vant til at arbejde med noget, man er god til, og hvis man skal have lavet noget i hjemmet, som man ikke kan, så får man andre til at at hjælpe. Det er sjældent, at man kommer helt på udebane. Hvis det er nyt og svært for en, så gør man det nødvendigvis ikke, siger hun til Ritzau Fokus.
Selvom skuespillerinden, der særligt er kendt fra tv-serien "Sjit Happens", i starten havde svært ved at lære de nye dansetrin, kæmpede hun videre, og det er en egenskab, hun vil tage med sig fremover.
- Hvis ting bliver for svære for mig, så har jeg haft en tendens til at give op lidt hurtigt, men det har jeg ikke kunnet her. Jeg har jo sagt ja til at være med i programmet, og så må man bare lære det, og det skal være så godt som overhovedet muligt. Jeg vil det så gerne, og det har været en kæmpe oplevelse, siger hun.
Hendes partner, Morten Kjeldgaard, troede også, at det ville blive en let at danse med Stephania, men det viste sig, at hun havde sværere ved at lære dansene end forventet, og derfor har det krævet en målrettet indsats af nydanseren.
- Det første hun sagde var "jeg vil det så gerne". En ting er at sige det, en anden ting er at vise det, og det har hun virkeligt gjort igennem hele perioden. Jeg har aldrig haft en partner, der har villet det så meget som Stephania, og det betyder meget, siger han.
Skuespillerinden med de italienske rødder indrømmer også, at hun blev overrasket over, hvor meget det krævede - særligt i starten.
- Da jeg fik min første dansetime tænkte jeg, at jeg aldrig ville nå til finalen, for jeg fik et chok over hvor hårdt, det var. Det var meget sværere, end jeg havde troet. Jeg vidste godt, at det ikke ville blive let, men det er helt vildt, hvor meget man skal lære på så kort tid, siger hun.
Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard er klar til at danse i Vild med dans-finalen fredag aften i Forum Horsens. Showet sendes live på TV2.
/ritzau/FOKUS