Danmarks nordiske nabo har fået ny præsident: Vil kæmpe for ligestilling

Mathias Madsen

24 uger siden

|

02/06/2024
Island har fået en ny præsident.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks nordiske nabo, Island, fik sin første præsident i 1944. Siden har i alt seks personer - fem mænd og én kvinde - siddet på præsidentkontoret i det lille land.

Nu har endnu en kvinde dog fået pladsen.

Ifølge flere islandske medier, herunder RUV, har Halla Tómasdóttir nemlig officielt vundet valget, og hun er dermed Islands syvende præsident.

Tómasdóttir meldte sig første gang som præsidentkandidat inden valget i 2016, men her tabte hun til Guðni Th. Johanneson, som hun nu overtager for. I marts i år meldte hun sig så igen som præsidentkandidat, og denne gang vandt hun suverænt.

Ifølge RUV fik Tómasdóttir således tæt på 72.000 stemmer, hvilket svarer til hele 34,3 procent af stemmerne.

Islands tidligere statsminister, som gik af for få måneder siden for at stille op til præsidentvalget, Katrín Jakobsdóttir, fik andenflest stemmer med 25,2 procent.

Herefter kom Halla Hrund Logadóttir med 15,5 procent af stemmerne, Jon Gnarr med 10,2 procent af stemmerne og Baldur Þórhallson med 8,3 procent af stemmerne.

Tómasdóttir førte lige fra kl 2300 i går aftes, hvor de første stemmer blev talt op, og helt til kl. 0900 i morges, hvor det var officielt, at hun ville blive Islands syvende præsident.

Til RUV har Tómasdóttir udtalt, at hun vil fortsætte med at kæmpe for ligestilling og for at mindske kløften mellem kønnene.

Valgdeltagelsen ved det islandske præsidentvalg var 78,83 procent, hvilket er det højeste ved et islandsk præsidentvalg siden 1996.