Det danske ishockeylandshold led et smalt nederlag, da holdet fredag spillede sin anden kamp ved Euro Ishockey Challenge i Briancon i Frankrig.
Danmark tabte 3-4 til Kasakhstan efter en skidt start, hvor Danmark kom bagud 0-3 i første periode.
Inden periodens udløb havde Anders Poulsen og Thomas Spelling reduceret for Danmark, men i anden periode kom kasakherne foran 4-2.
Frederik Storm fik skabt håb for danskerne med en reducering inden udløbet af anden periode, men den viste sig forgæves, da den afsluttende periode endte uden scoringer.
Danmark tabte torsdag den første kamp med 1-2 til Tyskland.
Lørdag venter Frankrig på Danmark i den afsluttende kamp.
/ritzau/