Danmark vil sende et af flådens skibe som eksempelvis støtteskibet Esbern Snare til Natos stående flåde i Middelhavet eller Østersøen.
Det sker som led i såkaldt "reassurance" for at støtte Natolandene Estland, Letland, Litauen og Polen efter Ruslands anneksion af Krim og uroen i Ukraine.
Det oplyser forsvarsminister Nicolai Wammen (S), som tirsdag orienterede Udenrigspolitisk Nævn.
- Vi vil vurdere, hvad det kan være for et skib. Det kan eksempelvis være Esbern Snare, som er et skib, der har udført en række internationale missioner, som fuldt ud er i stand til at klare den opgave med sine dygtige besætninger, siger Nicolai Wammen.
Esbern Snare har blandt andet i 2010 deltaget i en Nato-mission mod pirater i farvandet ud for Afrikas Horn og Somalia.
1. maj begynder danske F-16-fly med "air policing" ved at patruljere luftrummet over de baltiske lande som afløser for amerikanske jagerfly. Desuden tilbyder forsvaret at yde Nato en bred palet af danske initiativer, forklarer forsvarsministeren.
- Det gælder blandt andet vore F-16-fly i Baltikum. Et dansk skib kan deltage i missioner andre steder, end vi har set indtil nu. Danske styrker kan deltage i øvelser. Det er også på stabsdelen, vi kan bidrage, siger Nicolai Wammen.
Han tager skarp afstand fra, at prorussiske aktivister i det østlige Ukraine har kidnappet en dansker og andre ubevæbnede observatører fra OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at observatørerne, herunder den danske, bliver tilbageholdt. OSCE gør sig store bestræbelser for hurtigt at sikre, at observatørerne kan komme ud og fortsætte deres opgaver. Der har fuldstændig dansk opbakning, siger Nicolai Wammen.
/ritzau/