Fremover kan barnløse danske forældre ikke adoptere børn fra Etiopien.
Danmark stopper nemlig adoptioner fra det afrikanske land, oplyser Social- og Indenrigsministeriet. Det sker efter en indstilling fra Ankestyrelsen, som netop har været på tilsynsrejse i landet.
- Jeg kan ikke se, at det er muligt at fortsætte samarbejdet med Etiopien om international adoption, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i en pressemeddelelse.
- Jeg har ikke længere den nødvendige tillid til, at adoptioner fra landet lever op til de krav, vi stiller i forhold til adoptionsprocessen og dermed, at adoption er det bedste for børnene.
Der har i flere år været et skærpet tilsyn med Etiopien. Ministeren udtrykker bekymring for, hvorvidt andet end hensynet til børnenes bedste styrer adoptionsforløbene i det afrikanske land.
De danske adoptionsmyndigheder har været på flere tilsynsrejser i Etiopien og har flere gange skærpet kravene og vilkårene for formidling derfra. Efter Ankestyrelsens seneste tilsynsrejse i februar stod det klart, at de nødvendige reformer ikke vil ske hurtigt nok.
- Vi har nu længe fulgt udviklingen i Etiopien og på forskellig vis skærpet vores håndtering af sagerne for at styrke sikkerheden, siger Karen Ellemann.
- Nu viser det sig yderst tvivlsomt, om Etiopien er på vej i den rigtige retning, og de etiopiske myndigheder oplyser selv, at de forskellige tiltag reelt set har haft en begrænset effekt.
I Danmark er det Danish International Adoption, der varetager formidlingen til international adoption. Ankestyrelsen fører tilsyn med organisationen.
De adoptionssager, hvor et etiopisk barn allerede er foreslået til en dansk familie, vil fortsætte med ekstra kontrol fra Ankestyrelsens side.
Til gengæld må Danish International Adoption, DIA, ikke optage flere ansøgere på ventelisten til Etiopien, og DIA må heller ikke modtage nye etiopiske børn fra deres etiopiske samarbejdspartnere.
Sidste år blev der adopteret syv børn fra Etiopien til Danmark gennem DIA.
/ritzau/