Albanien bliver ved med at overraske i EM-kvalifikationens gruppe I, og lørdag aften var det tæt på at gå ud over det danske fodboldlandshold, som dog takket være en Lasse Vibe-scoring 10 minutter før tid klarede 1-1 på Elbasan Stadium.
Både Danmark og Albanien står dermed noteret for fire point efter to kampe. Danskerne kom bagud 0-1 mod Albanien kort før pausen, og det lignede længe et dansk nederlag, inden indskiftede Vibe slog til med en sikker afslutning tæt på mål.
Den 20-årige hurtigløber Yussuf Poulsen var med fra start og fik altså lyndebut på landsholdet efter kun tre dage under landstræner Morten Olsens vinger.
Offensivspilleren fra den tyske 2. bundesliga-klub RB Leipzig havde det dog svært og så ikke specielt meget til bolden.
Yussuf Poulsen blev heller ikke sat godt nok i scene af sine holdkammerater, og det hjalp heller ikke, at han forlod sin plads på højrekanten for at søge bolden.
Måske var det bare et udtryk for, at Yussuf Poulsen lige skal have tid til at vænne sig til at spille på landsholdet, og at holdkammeraterne skal lære ham bedre at kende.
Han blev taget ud i pausen og erstattet af Vibe, men Yussuf Poulsen er en spændende type, som nok skal få chancen igen.
Den udskiftning betød, at Danmark spillede med to deciderede angribere i front i form af Vibe og Nicklas Bendtner, der generelt var anonym.
Indskiftningen af Vibe var tæt på at give bonus kort inde i anden halvleg, da IFK Göteborg-bomberen blev spillet fri.
Vibe kunne selv have afsluttet, men forsøgte at finde Bendtner på midten. Bolden ramte en albaner og derefter stolpen. Kæmpe chance, som burde have resulteret i et dansk mål. Vibe tog revanche i slutfasen med 1-1-scoringen.
Andreas Bjelland fik igen pladsen i midterforsvaret i Daniel Aggers skadesfravær, og Twente-spilleren leverede en solid præstation og viste endnu engang, at han er til at regne med.
Han får igen pladsen tirsdag i København mod Portugal i den næste kvalifikationskamp, hvis Agger ikke bliver klar.
På den centrale midtbane fik William Kvist sin landskamp nummer 50, men anføreren i Aggers fravær kunne ikke stille noget op, da midtbanemakkeren Pierre-Emile Højbjerg mistede bolden, og Albanien kort før pausen kom foran 1-0 på en hurtig omstilling.
Albanernes venstre kant Ermir Lenjani forsøgte sig med et skud, og det blev rettet af, så Kasper Schmeichel i det danske mål ikke kunne forhindre scoringen.
Rent offensivt havde danskerne det enormt svært i kampens første 45 minutter, hvor albanerne stort set ikke blev truet.
Christian Eriksen havde en fik mulighed, men den ellers sublime sparketeknik hos Tottenham-spilleren svigtede, og forsøget gik langt over mål. Og det var vel det for de danske chancer i første halvleg. Skuffende.
Det blev lidt bedre i anden halvleg, hvor også FC Nordsjællands Uffe Bech fik landsholdsdebut, men prangende blev det aldrig for Danmark.
Faktisk var målfarlige Vibe tæt på at blive matchvinder i overtiden, men afslutningen blev reddet.
Meget skal forbedres i det danske spil, inden Cristiano Ronaldo og Portugal gæster Telia Parken på tirsdag.
/ritzau/