Danmark siger farvel til VM med nyt nederlag

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

Det danske ishockeylandshold kan rejse hjem fra VM i Minsk med fem nederlag i syv kampe, efter at Danmark tirsdag eftermiddag blev slået 4-3 af Slovakiet i den sidste kamp i Hviderusland.

Nederlaget betyder, at Danmark slutter som nummer 13, og at landstræner Janne Karlsson har startet sin danske karriere med et middelmådigt resultat.

Danskerne gjorde en hæderlig figur i afslutningsforestillingen. Men resultatmæssigt forblev sejren over Tjekkiet i lørdags det eneste ægte højdepunkt for et på papiret stærkt dansk hold, der på forhånd havde givet håb om mere.

Efter mandagens afklapsning mod Frankrig kunne man have frygtet at se et dansk hold uden den store motivation for at spille om sekundære puljeplaceringer mod slovakkerne.

Men det var der nu ingen grund til, for Karlssons karle lagde alle kræfter ind i opgøret, der for alle spilleres vedkommende var den sidste inden en lang sommerferie.

Slovakiet, der blev verdensmester i 2002 og er et af sportens kulturlande, har haft et lidt skuffende VM, hvor især nederlaget til Frankrig blev dyrt i kampen om at nå kvartfinalen.

Om det var frustrationer, der fik slovakkerne til at tage et hav af udvisninger mod Danmark, er umuligt at sige, men danskerne fik i hvert fald god mulighed for at øve det powerplay, der mildt sagt har været af tvivlsom beskaffenhed ved VM.

Mikkel Bødkers og Morten Greens scoringer faldt begge i overtal, og dermed pyntede danskerne lidt på statistikken, som før kampen havde placeret danskerne mellem de dårligste hold i den disciplin.

Jesper Jensen lavede det tredje danske mål, da han reducerede til 3-4 i en hektisk slutfase og dermed gjorde sig selv til dansk topscorer med tre mål i turneringen.

En sejr ville have bragt danskerne op på puljens femteplads og indbragt en VM-slutplacering som nummer 10, hvilket havde været en tangering af det næstbedste resultat nogensinde.

Sådan skulle det ikke gå, og det har spillet undervejs heller ikke rakt til. Der har været for store kollektive udfald og er blevet begået for mange individuelle fejl til, at dette er et VM, man kommer til at huske for andet, end at det var Janne Karlssons første.

/ritzau/