Vi havde fået at vide, at det nok ikke ville gå Danmark så godt i tirsdagens semifinale i Wien. Men det var nok de færreste, der ikke blev en lille smule skuffede alligevel, da den allersidste plads i finalen blev tildelt Belgien.
Men fortvivl ej. Grand Prix-eventyret er ikke helt slut, selvom Anti Social Media ikke repræsenterer os i finalen.
Du kan stadig opleve spændingen fra showet ved at spille på de resterende lande.
Telegraph har samlet en række små tips til den store gevinst:
1. Lyt til sangene på forhånd
Inden for de senere år er det blevet muligt at høre sangene på forhånd, når de lægges på YouTube i deres fulde længde. Det er en god idé at lytte til samtlige sange ud i en køre, så du får en fornemmelse af, hvordan de vil opleves til selve showet. Mange af dem vil nok mudre sammen i din bevidsthed, men et par stykker vil skille sig ud.
2. Kig på visninger på YouTube
Du kender det fra dig selv: Falder du over et nummer, du virkelig godt kan lide, skamhører du det på repeat. Derfor kan du få et nogenlunde billede af, hvilke sange Europa kan lide ved at kigge på antallet af visninger på ovennævnte YouTube-kanal.
Vær dog opmærksom på, at halvdelen af stemmerne tildeles af en fagjury.
Læs også: DR-chef efter Eurovision-exit: Vi må op på hesten igen
3. Se semifinalerne
Har du fundet et sikkert vinderbud ved at se videoerne, bør du dog stadig vente med at spille på landet, indtil du har set semifinalen. Sangene på nettet er velproducerede og gennembearbejdede og kan af og til skuffe, når de opføres live.
Desuden skal man ikke kimse af en fræk dans, en voluminøs glimmerkjole eller en konfetti-kanon, som du først ser til semifinalen.
4. The ‘Big Five’.
Vær opmærksom på, at ikke alle lande optræder i semifinalerne. Hvert år slipper 'The Big Five’ - Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien - for de indledende runder, da det er de lande, der betaler mest til European Broadcasting Union. I år glider Australien også igennem, da det er første og potentielt eneste gang, de er med i konkurrencen.
Det er dog ikke kun en fordel. Vi reagerer positivt på gentagelser, og har vi ikke hørt disse seks sange op til finalen, er det ikke sikkert, vi er lige så tilbøjelige til at stemme på dem.
Læs også: Grand prix-formand: Østeuropa spændte ben
5. Hvem står bag?
Konkurrencen handler om meget mere end sangen. Sæt dig ind i, hvem der har skrevet den, og hvem sangeren er. Er den for dig ukendte sanger en superstjerne i dele af Europa? Og har sangskriverne stået bag flere vinderhits gennem tiden?
Ofte kan en god historie også trække lidt. ’Rise like af Phoenix’ var en god sang, men mange peger også på personen bag - den skæggede dame Conchita Wurst - som stemmeslugeren frem for sangen.
6. Kig på rækkefølgen
Det er værtslandet, der bestemmer rækkefølgen på de optrædende, men den kan ødelægge alt. Når der skal stemmes, glemmer seerne sangene fra første halvdel af showet. Derfor er sang nummer to notorisk kendt for at få en bundplacering, da man alligevel lige husker åbningsnummeret den smule bedre.
Er sang nummer to din favorit, så hav in mente, at ingen vindersang nogensinde er gået på som nummer to.
7. Find fangrupperne
De ægte Eurovision-fans har styr på spillet! Find fangrupper på Facebook og lyt til podcasts og find ud af, hvad de diskuterer. De hører de mindste rygter og har styr på tidligere års resultater.
Følg desuden diskussionen på Twitter under hashtagget #eurovision
Læs også: Se billederne: Kendisser til Melodi Grand Prix
Og til sidst det allervigtigste råd: hav det sjovt!