Danish Crown afviser at have truet med lukning af slagterier

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De ansatte på Danish Crowns fem store slagterier i Sæby, Herning, Horsens, Blans og Ringsted er aldrig blevet stillet det samme ultimatum, som på mandag kan betyde, at slagterimedarbejderne på Bornholm står uden job.

Det fastslår kommunikationsdirektør Anne Villemoes, efter at slagteriarbejdernes fagforening (NNF) onsdag påstod, at Danish Crown i begyndelsen af året truede med, at de fem slagterier ville blive lukket, hvis ikke de ansatte gik med til at gå 8,5 procent ned i løn.

- Der har aldrig været diskuteret otte procents lønnedgang på de andre slagterier. Det er første gang, det er fremme på Bornholm.

- I Horsens har vi bygget verdens mest moderne slagteri. Det er 10 år gammelt og har kostet to milliarder kroner. Det er næsten til et satireprogram at hævde, at vi har truet med at lukke Horsens, siger kommunikationsdirektøren.

Ifølge forbundssekretær i NNF, Jim Jensen, indbød administrerende direktør for DC Pork, Jesper Friis, i begyndelsen af året tillidsmændene på de store slagterier til et møde på sit kontor.

- Han bad tillidsfolkene skrive under på en lønnedgang på 8,5, ellers var scenariet, at slagteriet skulle lukke. Derudover skulle medarbejderne gå med til at stifte et medarbejderselskab, sagde Jim Jensen onsdag til Ritzau.

Men det er altså faktuelt forkert, fastslår Anne Villemoes.

- Der har været en masse forslag på bordet. Der har blandt andet været forslag om, at man kunne arbejde noget mere. Men "en otte procents lønnedgang, ellers så lukker vi jer", den har aldrig været ude, siger hun.

Anne Villemoes insisterer på, at slagteriet i Rønne er et ganske unikt tilfælde, fordi driftsomkostninger ganske enkelt er for høje.

Derfor kræver ledelsen, at der årligt spares 25 millioner kroner, og at medarbejderne skal bidrage ved at gå otte procent ned i løn. Ellers lukker slagteriet.

- Det koster 25 millioner mere om året at drive slagteriet, end hvis vi sejlede svinene til Ringsted og slagtede dem der.

- Vi kan ikke bede de 3000 danske landmænd om hver eneste uge at poste en halv million kroner i et slagteri på Bornholm, fordi driftsøkonomien er dårlig. Vi er ikke Socialministeriet, siger Anne Villemoes.

/ritzau/