Daniel Agger vil fortsætte på landsholdet

admin

9 år siden

|

18/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den danske landsholdsanfører hedder også i fremtiden Daniel Agger.

I hvert fald hvis det står til Brøndby-spilleren selv.

- Det er jo ikke kun op til mig. Mine personlige ambitioner er at spille, så længe jeg kan. Jeg vil spille så længe som muligt, siger Agger til Kanal 5.

Spørgsmålet til Agger var relevant, efter at EM-slutrunden glippede tirsdag aften, da det blev 2-2 i Telia Parken mod Sverige i det andet playoff-opgør efter svensk 2-1-sejr i det første opgør i Stockholm.

Daniel Agger var helt afklaret med, at Danmark ikke skal til EM.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det er os selv, der har bragt os i den situation. Vi har ikke været gode nok. Vi er så tæt på og så alligevel så langt fra. Men igen, når vi ikke kan slå Sverige, har vi heller ikke fortjent at være med, siger Agger.

- Hvis det er krise ikke at komme til en slutrunde, så er vi vel i krise. I dag har vi masser af chancer, og vi har spil til det. Men igen, vi var ikke gode nok.

- Der er masser af unge drenge med her, og der er masser af dygtige spillere, siger Daniel Agger.

/ritzau/