Sidst på tirsdagen var det et fastslået faktum, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig samme aften efter Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense.
Det erfarede flere store medier på baggrund af kilder i V-toppen.
Resultatet blev som bekendt et andet. Hovedbestyrelsen bakkede tværtimod enstemmigt op om Lars Løkke, da mødet sluttede natten til onsdag.
Senere på dagen kom det frem - også fra såkaldte pålidelige kilder i Politiken - at Løkke ville pege på tidligere forsvarsminister Søren Gade som sin efterfølger.
En oplysning, der straks blev citeret af de øvrige medier.
Politikens politiske redaktør, Mette Østergaard, siger i et interview i Politikens netavis, at avisen skrev historien om Lars Løkkes afgang allerede tirsdag formiddag, fordi en kilde, der var ekstrem tæt på hele processen, bekræftede, at formanden ville trække sig.
Senere bekræftede flere uafhængige kilder Politikens oplysninger om et formandsskifte i Venstre.
- Jeg synes, det er svært at sige, om de har løjet. For når Lars Løkke har valgt at blive som formand, kan man sige, at Søren Gade-scenariet ikke længere er aktuelt, siger hun.
Mette Østergaard mener, at Politiken er blevet brugt af Venstre i et eller andet omfang.
- Der er også en helt reel mulighed, at mødet har udviklet sig meget anderledes, end de kilder havde forestillet sig og var informeret om, siger hun.
Jyllands-Postens politiske redaktør, Christine Cordsen, siger til JP's netavis, at måske har det været sandheden, da kilden udtalte sig.
- Eller også er vi blevet spundet big time, selv om det er en af de ting, vi bruger allermest tid på her på JP's politiske redaktion: At diskutere kildernes motiver: Kan vi stole på vedkommende, eller er der også et element af spin, siger hun og tilføjer:
- Men hvis jeg troede, at det var det, der var tilfældet, havde jeg ikke håndteret det journalistisk, som vi gjorde.
Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis, skriver på sin Facebook, at Lars Løkke selv kunne have stoppet alle spekulationer, hvis han havde svaret på spørgsmålet om, hvorvidt han ville trække sig eller ej:
- Sikke en dag. Ikke en smuk en for de mange af os, der ønsker, at journalistik primært skal frembringe fakta. Det skal vi lære af. Forudsigelser, der ikke holder stik, er misinformation og det modsatte af oplysning.
- Samtidig må man dog også diskutere, hvordan folk, der kalder sig kilder, mere eller mindre bevidst dagen igennem har fyldt offentlighedens repræsentanter med noget, der kunne ligne løgnagtige oplysninger eller i bedste fald uholdbar ordgejl, skriver han.
/ritzau/