Der er umiddelbart tilfredshed over hele linjen med den mæglingsskitse, som Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mandag formiddag har skrevet under på efter seje forhandlinger i Forligsinstitutionen.
Men DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, erkender dog, at ikke alle har fået, hvad de ønskede.
På slagteriområdet har der nemlig været knaster, fordi de ikke har kunnet blive enige om den lønstigning, som er landet på de øvrige overenskomster, og som nu også fremgår af mandagens aftale.
- Vi er nødt til at være opmærksom på, at med den måde, som det danske arbejdsmarked er bygget op på, skal man være i stand til at slutte nogle overenskomstforhandlinger således, at vi får sikret arbejdsfreden.
- Det vil i sidste ende altid indebære, at nogen står tilbage med ønsker, som de ikke har fået indfriet. Og det er korrekt, at vi denne gang har nogle arbejdsgivere, som har fået en større udfordring, end de kunne have ønsket sig, siger Jørn Neergaard Larsen.
DA-direktøren mener selv, at overenskomsterne har en "omkostningsgrad, som er absolut forsvarlig for det danske arbejdsmarked".
- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få en treårig overenskomst, således at der nu er et grundlag for en omkostningsudvikling på arbejdsmarkedet, som er helt forudsigeligt for hele den private sektor.
- Det ændrer dog ikke på, at jeg er enig i, at vi er meget stærkt udfordret i Danmark. Vi har slet ikke den fornødne vækst, og vi er slet ikke tilbage med den konkurrencekraft, vi skal have, hvis vi skal være i stand til at opretholde vores velstand, siger han.
Jørn Neergaard Larsen mener i øvrigt, at det er "meget værdifuldt", at det er lykkes for 92 procent af alle overenskomstparter at lave egne forlig.
/ritzau/