Cykelboss: Flyt badminton og banecykling til vinter-OL

admin

|

25/03/2014

Dagens topnyheder

Den internationale olympiske komité (IOC) bør overveje at flytte sportsgrene som banecykling, badminton og judo til vinter-OL.

Det foreslår præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Brian Cookson.

Forslaget vil ifølge cykelbossen tage presset af sommerlegene, der kræver langt flere faciliteter end vinter-OL.

- Hvis man har et problem med sommer-OL, der bliver opfattet som overophedet med for mange faciliteter, for mange sportsgrene, for mange atleter og så videre, hvorfor så ikke overveje at flytte nogle af de sportsgrene, der traditionelt foregår om vinteren, siger Cookson i et interview med Press Association Sport.

- Det kan være kampsport som judo eller andre indendørs sportsgrene som badminton. Man kunne også overveje at flytte banecykling til vinter-OL.

- Hvis vi flyttede banecykling til vinter-OL, og det gav os mulighed for at lave endnu flere discipliner og uddele flere medaljer, så ville der komme noget godt ud af det.

- Så lad os se på mulighederne og høre, hvad interessenterne, de nationale forbund, holdene og atleterne mener om disse muligheder, siger UCI-præsidenten.

IOC's præsident Thomas Bach har tidligere annonceret, at OL-programmet skal gennemgås på et topmøde i Monaco senere på året.

Det danske IOC-medlem, kronprins Frederik, har i forbindelse med det seneste vinter-OL i Sotji nævnt det som en mulighed at flytte håndbold, volleyball og basketball fra sommer- til vinterlegene.

Danmark vandt ingen medaljer i Sotji, mens det blev til ni medaljer ved sommer-OL i London i 2012.

Hvis banecykling og badminton var vintersportsgrene ville Danmark blot have vundet seks medaljer i London, mens det var blevet til tre i Sotji.

/ritzau/