Coronaudbrud hos DR: 26 ansatte er smittet

Julie Møller

210 uger siden

|

09/12/2020
Nyheder
Foto: Shutterstock.com.
Foto: Shutterstock.com.
Hvor smitten er sket vides ikke, oplyser DR.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Smittetallene stiger i disse dage, og hos DR mærker man det også. 26 sangere fra DR's to kor, DR Vokalensemblet og Koncertkoret, er smittet med corona. Det oplyser koncerthuschef Kim Bohr til DR. 

De to kor består af i alt 74 sangere, og de er alle hjemsendt. Hvor smitten er sket vides ikke, fortæller Kim Bohr.

“Vi har gjort det, man skal. Vi har aktiveret smitteopsporingen, vi har aktiveret Styrelsen for Patientsikkerhed og sendt folk hjem. Vi har lukket for al korsang frem til 18. januar,” siger Kim Bohr og tilføjer, at “der er så vidt vides ingen smitte i huset”.

DR skriver, at de første smittede blev opdaget i sidste uge. Hen over weekenden og mandag er antallet af smittede steget.

38 kommuner rammes

Nyheden rammer på en dag, hvor flere steder i Danmark bliver ramt af yderligere restriktioner og nedlukninger. Det betyder blandt andet, at restauranter, caféer og barer skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet. 

Herunder kan du se,  hvilke 38 kommuner, der bliver berørte:

Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg og Aarhus.

I første omgang gælder tiltagene frem til 3. Januar. Udover de lukkede restauranter og barer, så kommer det også til at ramme folkeskoleelever og studerende. De bliver sendt hjem, og der overgås til fjernundervisning. Dog er elever i 0.-4. kl. samt sårbare børn og unge undtaget. 

Derudover kan mange ansatte også se frem til at sætte arbejdscomputeren op derhjemme. Såfremt det er muligt opfordres private arbejdsgivere at sende medarbejdere hjem. 

I går rundede Danmark det højeste antal smittede nogensinde. 2150 personer blev registreret smittet på et døgn, og det er det højeste antal nogensinde herhjemme.