FC København-angriberen Andreas Cornelius accepterer, at træner Ståle Solbakken fremover foretrækker Alexander Kacaniklic som straffesparksskytte i FCK.
U21-landsholdsangriberen, der for en måned siden brændte fra ellevemeterpletten i 2-0-sejren over Helsinki i Europa League, måtte i weekenden overlade hvervet til Kacaniklic i 1-0-sejren over Randers FC i Superligaen.
- Sådan er det. Jeg sparker, hvis jeg bliver sat til at sparke.
- Hvis en anden bliver sat til det og scorer, så er det fint med mig. Men hvis han brænder, så kan det være, at jeg får chancen igen, siger Cornelius.
- Nu scorede han, og så tager han den indtil videre, siger angriberen.
FCK-træner Ståle Solbakken bekræftede på onsdagens pressemøde før udekampen mod Club Brugge i Europa League, at Kacaniklic er holdets foretrukne straffesparksskytte, "fordi han scorer".
Torsdagens kamp mod Club Brugge er den første af to opgør mellem de to klubber. Om to uger står de over for hinanden i København.
Club Brugge topper gruppe B med fire point - samme pointtal som Torino - mens FCK har tre point efter de to første gruppekampe. Finske Helsinki er uden point.
/ritzau/