Coop hæver priserne: Hundredvis af dagligvarer bliver dyrere

Ane Sørensen

424 uger siden

|

01/11/2016
Nyheder
Arkivfoto: Polfoto/Lars Krabbe
Arkivfoto: Polfoto/Lars Krabbe
Fra i morgen bliver det dyrere at købe ind i fx SuperBrugsen og Fakta.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fra tirsdag den 1. november sætter detailkæden Coop priserne op på hundredvis af deres dagligvarer i for eksempel Fakta, SuperBrugsen, Kvickly, Irma og Dagli’Brugsen.

Det skriver Finans.dk.

Det betyder, at det bliver dyrere for danskerne at gå på indkøb i 1.200 dagligvarebutikker rundt omkring i landet.

- Vi er kommet for langt ned i pris på en række varer. Derfor regulerer vi prisen opad, og det er inden for alle varegrupper, siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til Finans.

Han nævner eksempelvis, at kød og brød vil stige i pris.

Grunden til at priserne bliver sat op er blandt andet, at råvarepriserne er steget, hvilket gør det dyrere for Coop at købe varerne ind.

Jens Juul Nielsen ønsker ikke at oplyse præcis, hvilke varer, der kommer til at blive dyrere. Men oplyser, at det er forskelligt fra kæde til kæde.

Dansk Supermarked, som står bag Netto, Bilka, Føtex og Salling, har ingen planer om, at priserne på deres dagligvarer vil blive hævet.