Containerdelen fragter pænt resultat hjem for Mærsk

admin

|

27/02/2014

Dagens topnyheder

Rederi- og oliekoncernen A.P. Møller - Mærsk kom ud af 2013 med et nettoresultat på 21,2 milliarder kroner, der således var en anelse lavere end sidste år, hvor resultatet landede på 23,4 milliarder kroner.

Det fremgår af årsregnskabet for 2013 hos det lyseblå konglomerat.

- Vi forbedrede balancen og styrkede konkurrenceevnen, så seks af otte kernevirksomheder nu er placeret i øverste kvartil inden for deres branche, siger topchef i A.P. Møller - Mærsk Nils Smedegaard Andersen i regnskabet.

Ses der på toplinjen, omsætningen, endte den i det forgangne år på 266,2 milliarder kroner mod 286,8 milliarder kroner i 2012.

I regnskabet skriver A.P. Møller - Mærsk, at på trods af vanskelige markedsforhold på de globale shippingmarkeder var 2013 et godt år for Gruppen, hvor der især var noget at glæde sig over i den tungeste division, Maersk Line.

- Indtjeningsstigningen i 2013 skyldes hovedsagelig en fortsat fremgang i Maersk Line, der styrkede sin ledende position i containershipping målt på lønsomhed, markedsandel og indsats på miljøområdet, lyder det fra Nils Smedegaard Andersen.

Den forbedrede konkurrencevene hos konglomeratet vil ifølge koncernen betyde, at det også fremover vil være i stand til at håndtere udfordringerne i en "volatil shippingbranche."

- Den planlagte operationelle alliance på øst-vest ruterne, P3, er endnu et skridt mod lavere omkostninger, siger Mærsk-topchefen med henvisning til betydningen for Maersk Line-divisionen.

I løbet af det forgangne år solgte koncernen en række aktiver, nedbragte leasingforpligtelser og opnåede forbedringer i forhold til driftskapitalen.

Tilsammen var de elementer med til at realisere en ekstraindtjening på omtrent 25,6 milliarder kroner, skriver selskabet i regnskabet.

- Det betød, at vi kunne investere i seks nye produkttankskibe og en borerig ud over de planlagte kapitalinvesteringer i 2013, uddyber Nils Smedegaard Andersen.

For 2014 venter A.P. Møller - Mærsk, at det vil blive et år, der bliver på cirka samme niveau som i 2013.

/ritzau/