Coloplast afviser fusk med EU-millionstøtte

admin

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Siden 2008 har op mod 600 danske medarbejdere mistet deres job i Coloplast i Danmark, fordi arbejdet er blevet flyttet til Ungarn og andre lande med billigere arbejdskraft.

Samtidig har den danske medicovirksomhed modtaget 45 millioner kroner i støtte fra EU, skriver Fagbladet 3F. EU's regler forbyder støtte til produktion, der flyttes ud af landet.

Det har fået en række danske EU-politikere fra Dansk Folkeparti til Folkebevægelsen mod EU til at kræve, at Coloplast betaler de 45 millioner kroner tilbage til EU.

Pressechefen i Coloplast, Simon Mehl Augustesen, kalder det et sammenfald, at der er blevet lukket arbejdspladser i Danmark og åbnet nogle andre i udlandet.

- Vi mener, at vi har overholdt alle EU’s regler, også de betingelser, som den støtte er givet ud fra, siger han til Ritzau.

- De EU-midler, vi har fået, er gået til investeringer i ny teknologi i vores produktionsfaciliteter i Ungarn. Den er ikke givet til støtte til udflytning af arbejdspladser fra Danmark.

EU-Kommissionen fører kun direkte kontrol med projekter, der har modtaget over 50 millioner euro, cirka 373 millioner kroner. Men i slutningen af marts fik Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU vedtaget et forslag om, at kommissionen også skal undersøge mindre projekter.

Ifølge Fagbladet 3F vil kommissionen vurdere Coloplast-sagen nærmere, hvis den modtager yderligere materiale, der kan dokumentere snyd med midlerne. Det vil Rina Ronja Kari hjælpe med.

Hvis kommissionen i den forbindelse beder om dokumentation fra Coloplast, vil man imødekomme det, siger Simon Mehl Augustesen:

- Men vi understreger, at EU-midlerne ikke har drevet vores investeringer i Ungarn. Vi har modtaget 45 millioner kroner i støtte i to omgange over en periode på fire-fem år. For at sætte det i relief har vi i samme periode investeret over en milliard kroner i produktionsfaciliteter.

EU-Kommissionen har tidligere slået fast, at støtten er ulovlig, hvis den gives til produktion, der er flyttet fra et medlemsland til et andet.

/ritzau/