Clippers-ejer forlanger milliarder i erstatning

admin

|

31/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ejeren af basketballholdet Los Angeles Clippers, Donald Sterling, kræver en erstatning fra NBA-organisationen på én milliard dollar, eller cirka 5,5 milliarder kroner, fordi den har tvunget ham til at sælge klubben.

Det siger Sterlings advokat, Maxwell Bleacher.

Los Angeles Clippers har i mange år været ejet af Donald Sterling og hans hustru Shelly Sterling, men basketballklubben kom på markedet, da Donald Sterling blev afsløret i en række racistiske bemærkninger. Parret har efterfølgende besluttet sig for at blive skilt efter 50 års ægteskab .

Sagen om bemærkningerne fik NBA-ledelsen til at kræve, at Donald Sterling trak sig fra ligaen og solgte sit hold. Det mener Donald Sterling dog er at overreagere, og han har længe afvist at ville skille sig af med den klub, han købte tilbage i 1981.

Men en køber har allerede meldt sig. Steve Ballmer, tidligere administrerende direktør for it-giganten Microsoft, har budt to milliarder dollar (knap 11 milliarder kroner) for at blive ejer af Los Angeles Clippers.

Tilbuddet er accepteret af den familiefond, som kontrollerer klubben, oplyste Shelly Sterling torsdag.

NBA oplyser fredag aften, at det er indstillet på at godkende Ballmer som ny ejer af Clippers.

Sportsligt har Clippers været en fiasko siden Donald Sterling trådte ind som ejer for 33 år siden. Men investeringen ser ud til at blive en fantastisk forretning. Sterling betalte i sin tid 12,5 millioner dollar for at overtage klubben.

Buddet fra Ballmer er cirka 160 gange så højt. Det svarer til et afkast på næsten 16.000 procent.

/ritzau/Reuters