Clinton udbygger i ny måling sin føring i svingstater

Redaktionen

432 uger siden

|

13/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Knap tre måneder inden det amerikanske præsidentvalg lægger Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, yderligere afstand til rivalen Donald Trump i flere af de delstater, hvor de to kæmper hårdest om vælgernes gunst.

I en ny meningsmåling, lavet for tv-stationen NBC og avisen Wall Street Journal, udbygger eller fastholder Hillary Clinton sin føring i fire af de såkaldte svingstater eller "battleground states", som de også omtales.

I Colorado og Virginia er hun langt over ti procentpoint foran Republikaneren Donald Trump. Også i Florida har hun en solid føring.

Florida er historisk en af nøglestaterne i kampen om at blive præsident. Barack Obama fik flest stemmer i delstaten i både 2008 og 2012.

Ifølge målingen vil 44 procent af de registrerede vælgere i Florida stemme på Clinton, mens 39 procent foretrækker Trump.

I North Carolina, som Obama trak sig sejrrigt ud af i 2008, men tabte i 2012, øger Clinton sin føring til ni fra seks procentpoint for en måned siden. Opbakningen til hende er nu oppe på 48 procent, mens Trump står til 39 procent.

I Virginia er tendensen den samme.

I NBC/Wall Street Journal-målingen i juli havde Hillary Clinton et samlet forspring på ni procentpoint. Det er nu oppe på 13 procentpoint. 46 procent siger, at de vil give Clinton deres stemme.

Og i Colorado skal meget gå galt for Clinton, hvis det ikke skal ende med en sejr til den tidligere udenrigsminister og præsidentfrue. Her er afstanden ned til Trump på hele 14 procentpoint.

Skulle Clinton vinde de fire omtalte delstater, har Donald Trump ifølge NBC News ikke en "realistisk chance" for at vinde de 270 såkaldte valgmandsstemmer, der kræves for at blive valgt som præsident. I alt er der 538 valgmænd fordelt over de 50 delstater.

/ritzau/