Clinton i ekko af Obama: Storbritannien bør blive i EU

admin

448 uger siden

|

24/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bliv i EU.

Det budskab leverede USA's præsident, Barack Obama, under denne uges ophold i Storbritannien, og Hillary Clinton, en af hans mulige efterfølgere i Det Hvide Hus, følger nu op med samme melding.

Det sker forud for en folkeafstemning i juni, hvor briterne skal tage stilling til, om de fortsat ønsker at være en del af EU-samarbejdet.

- Hillary Clinton mener, at transatlantisk samarbejde er essentielt, og at samarbejde er stærkest, når Europa er samlet. Hun har altid sat pris på et stærkt Storbritannien i et stærkt EU. Og hun værdsætter en stærk britisk stemme i EU, siger Jake Sullivan, der er rådgiver for Hillary Clinton.

Clinton er favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat i USA inden præsidentvalget til november.

Den tidligere udenrigsminister og førstedame har gjort udenrigspolitik til en central del af sin kampagne og forsøger at fremstille sig selv som den kandidat, der er stærkest på området.

Barack Obama, der forlader Storbritannien søndag, skabte debat, da han meget direkte sagde, at briterne bør blive i EU for at bevare sin globale indflydelse.

Præsidenten advarer desuden i et interview med BBC om, at forhandlinger om en handelsaftale mellem USA og Storbritannien kan vare i årevis, hvis briterne skulle stemme nej til EU.

- Det kunne være fem år fra nu - måske ti år fra nu, før vi rent faktisk vil være i stand til at få noget til at falde på plads, siger Obama ifølge BBC's hjemmeside.

Den britiske folkeafstemning afholdes 23. juni.

/ritzau/Reuters