Han er 34 år og har spillet i alle de største ligaer i Europa, men fodboldilden brænder stadig i Christian Poulsen, der tirsdag eftermiddag blev præsenteret som FC København-spiller på et pressemøde i Telia Parken.
Poulsen overvejede kraftigt at stoppe karrieren, da kontrakten udløb i Ajax efter sidste sæson, men efter lang overvejelse er manden med de 92 landskampe klar til at fortsætte på banen.
Han har foreløbig skrevet kontrakt for resten af denne sæson med FC København.
- Jeg er ikke udbrændt, og jeg havde to gode år i Amsterdam, hvor jeg var sammen med mange unge spillere. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle stoppe. Men jeg kan mærke, at jeg har svært ved at slippe fodbolden, siger Christian Poulsen.
- Det handlede om at mærke efter, hvad jeg ville. Nu har vi et år til at finde ud af, om det er det rigtige for begge parter. Der har været tilbud fra udlandet, men vi har været ude i 12 år, og det var vigtigt at tage den rigtige beslutning, forklarer han.
Den erfarne midtbanespiller taler meget om "projektet", han nu skal være en del af.
Der er lagt op til, at han selv beslutter, om han skal have en rolle i FC København efter den aktive karriere, men det er heller ikke umuligt, at karrieren på banen bliver forlænget ud over denne sæson.
- Jeg tænker ikke så langt frem. Det har i første omgang været afgørende at træffe en beslutning. Jeg kan mærke, at jeg har en gnist i mig, og jeg har løbet meget i den seneste tid, siger Christian Poulsen.
Der er ingen fribilletter til FCK-holdet, slår manager Ståle Solbakken fast, og nu er det store spørgsmål, hvornår Poulsen er klar til at træde ind på holdet, der halter lidt i Superligaen.
- Jeg har stor respekt for de spillere, der allerede er her, og nu må vi se. Jeg går ud fra, at jeg får en rolle ligesom i Ajax, hvor jeg kan hjælpe de unge, siger han.
Han afslører, at FC København ikke er den eneste danske klub, der har haft følere ude efter det prominente navn.
Brøndby har også haft næsen fremme, uden at det dog nogensinde blev seriøst.
- Der har været lidt snak frem og tilbage, fordi Thomas Kahlenberg er blandt mine allerbedste venner. Vi har selvfølgelig snakket om mulighederne. Der har været lidt følere, men aldrig forhandlinger, siger han.
Christian Poulsen spillede i 2001-02 45 kampe og scorede 10 mål for FC København.
/ritzau/