Christian Eriksen spillede hele kampen for Tottenham, som torsdag aften tabte 0-2 ude til Fiorentina i Europa Leagues 1/16-finale.
Samlet sejrede italienerne med 3-1 efter 1-1 i sidste uges kamp i London.
Tottenhams danske playmaker kom ikke frem til det store i kampen, og da han havde mulighederne på frispark, hvor han på det seneste har imponeret, ramte Christian Eriksen muren.
Den tidligere Bayern München-angriber Mario Gómez og den udlejede Chelsea-spiller Mohamed Salah scorede et mål hver for Fiorentina i anden halvleg i returkampen.
Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis Tottenham-angriberen Roberto Soldado i første halvleg havde udnyttet en friløber.
Sammen med holdkammeraten Nacer Chadli løb Soldado uhindret ned mod Fiorentinas målmand Neto, men Soldados aflevering til Chadli var af så ringe kvalitet, at hjemmeholdets sidste skanse fik fat i bolden.
Christian Eriksen var ikke den eneste dansker til at ryge ud af Europa League torsdag aften.
Målmand Jonas Lössl og højre back Lars Jacobsen var med fra start for franske Guingamp i udekampen mod Dynamo Kiev. Ukrainerne vandt returkampen 3-1 og gik videre med samlet 4-3, efter at franskmændene havde vundet 2-1 hjemme i sidste uge.
Peter Ankersen forblev på bænken, da hans Red Bull Salzburg-hold hjemme tabte 1-3 til Villarreal. Sejren sendte spanierne videre med samlet 5-2.
Til gengæld spillede Ajax sig sikkert videre blandt de sidste 16 hold i turneringen. Med Nicolai Boilesen som anfører vandt Ajax med 3-0 ude over Legia Warszawa. De hollandske mestre avancerede samlet med 4-0.
Lasse Schöne og Lucas Andersen startede kampen på bænken for Ajax. Lucas Andersen blev indskiftet 10 minutter før tid.
/ritzau/