Chile og Ecuador kvalificerer sig til fodbold-VM

admin

11 år siden

|

16/10/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De sidste og afsluttende VM-kvalifikationskampe blev natten til onsdag dansk tid spillet i de to puljer på den anden side af Atlanten.

I Sydamerika vandt Chile 2-1 over Ecuador, og dermed er begge hold klar til næste års slutrunde i Brasilien.

I den anden sydamerikanske kvalifikationskamp vandt Uruguay 3-2 over Argentina, som allerede har spillet sig til VM. Men Uruguay må på grund af resultatet i Chile-Ecuador-opgøret spille en playoff-kamp mod Jordan i næste måned. Vinderen går videre til VM.

Colombia, som ligesom Argentina allerede er kvalificeret, vandt 2-1 over Paraguay - dermed ender Colombia som nummer to efter Argentina i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe. Chile ender som treer, mens Ecuador får fjerdepladsen.

Længere nordpå fik Honduras den sidste direkte VM-billet, da landsholdet spillede 2-2 mod Jamaica. USA og Costa Rica er allerede sikret deltagelse ved slutrunden i Brasilien.

Mexico skal derimod ud i et sidste playoff-opgør mod New Zealand, da mexicanerne tabte 1-2 til Costa Rica.

/ritzau/Reuters