Chelsea-målmand fejrer perfekt CL-jubilæum

admin

10 år siden

|

19/03/2014

Dagens topnyheder

En sejr og et rent mål. Så kan målmænd ikke ønske sig meget mere, og derfor var det da også en perfekt aften for Chelseas keeper Petr Cech, der tirsdag aften spillede sin kamp nummer 100 i Champions League.

Den tjekkiske målmand havde ikke de store problemer med at holde et ufarligt Galatasaray-mandskab fra at score, og samtidig kunne han se sine holdkammerater sørge for to mål, der sender London-klubben videre i turneringen.

- Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg gik ind til min kamp nummer 100 i Champions League og havde på forhånd håbet at fejre det med at vinde og få et clean sheet. Og alt gik, som det skulle, siger Petr Cech til tv-stationen 3+.

- Det var super. Vi var gode i aften og vandt 2-0, og vi er lykkelige for at gå videre til kvartfinalen.

Samuel Eto'o og Gary Cahill stod for de to mål, og det var rigeligt efter 1-1 på udebane i den første kamp.

Chelsea gjorde i det hele taget en helt anderledes solid figur end i lørdagens 0-1-nederlag til Aston Villa i den hjemlige liga.

- Nogle gange handler det om at få en god start. Vi kom stærkt ud af startblokken og scorede hurtigt, og derfra kørte det, konstaterer Petr Cech.

Fredag er der lodtrækning til kvartfinalerne, der spilles 1. og 2. april med returkampe en uge senere.

- Det er under alle omstændigheder en vanskelig modstander, der venter. Når der kun er otte hold tilbage, er der kun store hold i bowlen, mener Petr Cech.

/ritzau/