Chefredaktør vil bruge ledelseserfaring på nationalscenen

admin

9 år siden

|

11/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Års erfaring med at stå i spidsen for store medievirksomheder vil komme Lisbeth Knudsen til gavn efter nytår, når hun tiltræder posten som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.

- Jeg kan bidrage med mange års ledelseserfaring og erfaring med at arbejde med mange forskellige typer af mennesker, som skal fungere godt i en helhed, siger Lisbeth Knudsen til Ritzau.

Den 62-årige mediesværvægter er direktør og chefredaktør for Ugebladet Mandag Morgen, hvor hun blev ansat få uger efter, at hun i efteråret forlod Berlingske Media.

I otte år var hun ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Tidligere har hun stået i spidsen for Det Fri Aktuelt, og fra 1998 til 2006 var hun nyhedsdirektør ved DR.

- Jeg har stor erfaring med ledelse af kreative virksomheder, påpeger hun selv.

- Derfor glæder jeg mig fantastisk til den store udfordring. Det Kongelige Teater har en meget stor opgave med både at være noget for bredden og det smalle i kulturlivet, med at varetage vores kulturarv og udviklingen af ny scenekunst, siger hun.

Da det torsdag kom frem, at kulturminister Bertel Haarder (V) ville skifte bestyrelsen ud, blev der både fra teatret og oppositionen udtrykt bekymring for, at der vil mangle kontinuitet i ledelsen. Det er nemlig kun fire år siden, at teatret sidst fik helt ny bestyrelse.

- Der er ingen tvivl om, at den nye bestyrelse kommer på hårdt arbejde med hurtigt at sætte sig ind i, dels hvad den gamle bestyrelse har arbejdet med, dels med at sætte sig ind i hvilke problemstillinger teatret står over for lige nu, medgiver Lisbeth Knudsen.

- Det er jeg nu ikke så bekymret for, det er et spørgsmål om at lytte og lære hurtigt, siger hun.

I efteråret vedtog Folketinget en ny fireårig aftale for Det Kongelige Teater. Den betyder blandt andet, at teatret skal spare millioner af kroner de kommende år.

/ritzau/