Verdens fjerdestørste bryggerikoncern Carlsberg barberer overskuddet godt og grundigt ned til 78 millioner kroner før skat i årets første kvartal mod 226 millioner kroner for kvartalet sidste år.
Det fremgår af koncernens regnskab for første kvartal 2014.
Samlet fik bryggerikoncernen en omsætning på 12,9 milliarder kroner mod 12,7 milliarder kroner i første kvartal i 2013.
Det er blandt andet det store og vigtige russiske marked, der svigter bryggeriet. Selv om Carlsberg vandt markedsandele i Rusland, gik det værre med indtjeningen end forventet,
Østeuropadivisionen kom ud af første kvartal 2014 med en omsætning på 2,84 milliarder kroner mod 2,9 milliarder kroner for kvartalet i 2013.
Det er især den russiske rubel, der volder bryggeriet bekymringer. Og situationen i Rusland og Ukraine overvåges nøje.
- Som en konsekvens heraf ventes det russiske marked nu at falde med et mellemstort, encifret procenttal (tidligere lavt encifret) hvad angår volumener, mens der fortsat ventes en sund værditilvækst, skriver bryggeriet i regnskabet.
/ritzau/