Canadiske ishockeyfavoritter knækker seje nordmænd

admin

10 år siden

|

13/02/2014

Dagens topnyheder

Ved OL for fire år siden fik Norge en afklapsning på 0-8 i den første kamp mod de senere guldvindere fra Canada, men i torsdagens tilsvarende åbningsmøde i Sotji solgte Norge sig noget dyrere.

Favoritterne fra Canada fik sejren, men denne gang med helt anderledes cifre på 3-1 og uden at imponere.

Norge kæmpede for sagen fra start, og det lykkedes dem at holde stand i den første periode, der sluttede uden scoringer.

Seks minutter inde i anden periode gik den dog ikke længere. Shea Weber afsluttede hårdt fra lang afstand fra den blå linje og scorede til 1-0, men den norske målmand burde nok have afværget.

Godt fire minutter inden udløbet på perioden øgede Canada ved Jamie Benn til 2-0, hvilket holdt perioden ud.

Norge fik en god start på tredje periode, hvor holdet kom på tavlen i en powerplay-situation. Efter bare 22 sekunder reducerede Patrick Thoresen til 1-2.

Den fornyede spændingen forduftede dog bare minuttet senere, da Canada scorede til 3-1 på Drew Doughtys mål. Efterfølgende cruisede Canada favoritsejren hjem, mens Norge kunne notere sig et trods alt ærefuldt nederlag i OL-åbningen.

I den anden kamp i gruppe B sejrede Finland 8-4 over Østrig

/ritzau/