Bjerringbro-Silkeborg er i finalen med sejr over GOG på 21-18 i semifinalen ved Final4-stævnet i NRGi Arena i Aarhus.
Det er tredje gang siden 2005, at BSV er i pokalfinalen. Det er aldrig lykkedes klubben at vinde pokaltitlen.
Modsat den første semifinale mellem KIF Kolding København og HC Midtjylland, var der masser af spænding i Final4-stævnets anden kamp. BSV spillede bare noget af sit bedste angrebshåndbold i lang tid og havde en fantastisk målmand i Dane Sijan.
Først da Kristian Kjelling på straffekast gav BSV en tomålsføring med knapt syv minutter tilbage til stillingen 17-15, blev der skabt lidt afstand. Det gav samtidig udvisning til fynboerne.
GOG førte ellers med 9-7 ved pausen, men allerede få minutter efter pausen, var den føring udlignet til 10-10.
Det var som om, at BSV stille og roligt åd mere og mere af kampen og initiativet. Den væsentligste årsag var formentlig målmand Dane Sijan. Fire store GOG-chancer tog han sig af i slutningen af kampen.
Det var blandt andet årsagen til, at GOG havde en periode på mere end 10 minutter uden scoringer.
Da GOG's Lars Hald blev udvist fire minutter før tid, og BSV øgede til 18-15, så det svært ud for de gulblusede. Men kort efter blev BSV ramt af en uheldig udvisning, og så var der i hvert fald ingen overtalssituation til BSV.
Men da Dane Sijan fortsatte med at redde GOG's forsøg, betød det ingenting. Så landsholdsspiller Casper U. Mortensen øgede til 19-15, og dræbte den sidste spænding i kampen.
/ritzau/