Bjerringbro-Silkeborg (BSV) kommer lørdag på en stor opgave, når holdet i grundspillets sidste runde i herrernes håndboldliga skal forsøge at sikre sig en plads i slutspillet.
BSV skal bruge minimum uafgjort hjemme mod Skjern, der kæmper om en førsteplads i grundspillet. Hvis BSV taber, kan Skanderborg med en sejr over Sønderjyske overtage ottendepladsen og sende BSV i nedrykningsspil.
- Vi ville have det mere end normalt ringe, hvis det sker, siger manager i BSV, Carsten Albrektsen og tilføjer:
- Nu spiller vi den kamp, og så må vi forholde os til resultatet og placeringen bagefter. Vi kender alvoren og betydningen af kampens resultat, og derfor ser vi frem mod kampen med både spænding forventning.
Netop Skanderborg var modstanderen i onsdags, da BSV led et smerteligt nederlag på 23-33, men det skulle dog være rystet af spillerne. Allerede dagen efter ydmygelsen evaluerede træner og spillere 10-måls-nederlaget.
- Det er jo sådan i topsport, at man skal have lagt det bag sig og begynde at fokusere på det, der ligger foran, og som man kan gøre noget ved.
- Vi var rigtig kede af den måde, som det skete på i Skanderborg, og det var langt fra tilfredsstillende, men det resultat kan vi ikke ændre på nu. Det kan vi til gengæld gøre ved den kamp, der kommer, siger Carsten Albrektsen.
Han overværede træningen fra sidelinjen fredag eftermiddag, og selvom kampen mod Skjern er altafgørende, er det hans indtryk, at spillerne er klar til at levere.
- Vi går på banen for at afgøre det selv. Hvis det undervejs skulle vise sig, at det ikke kan lade sig gøre, så begynder vi at kigge mod Sønderborg for at se, hvordan det hænger sammen der, hvor Skanderborg er på besøg.
- Vi kommer super velforberedt til kampen mod Skjern. Det er jeg overbevist om, og jeg er sikker på, at man vil se nogle meget fast besluttede spillere, siger manageren.
Kampen fløjtes i gang lørdag klokken 17.10.
/ritzau/