Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer har lørdag skrevet en treårig kontrakt med Ribe-Esbjerg-keeperen Sebastian Frandsen. Kontrakten gælder først fra næste sæson.
Sebastian Frandsen føler, at tiden er inde til at skifte tilværelsen i udviklingsklubben Ribe-Esbjerg ud med en tilværelse i en topklub.
- Jeg synes, Bjerringbro-Silkeborgs hold ser rigtig interessant ud, og det er et hold, som jeg gerne vil være en del af, siger Sebastian Frandsen til klubbens hjemmeside.
- Det ligner et bæredygtigt hold, som kan være med til at spille om de sjove medaljer i de kommende år, og personligt tror jeg, at Bjerringbro-Silkeborg er det rigtige sted, hvor jeg kan fortsætte min udvikling, siger han.
Den 20-årige målmand blev i sidste sæson kåret til årets talent i Danmark af Håndbold Spiller Foreningen, og han står noteret for en stribe ungdomslandskampe.
- Sebastian Frandsen har særligt i de seneste par sæsoner vist, at han er villig til at arbejde hårdt for at blive en dygtig målmand.
- Han har vist, at han ikke bare er et kæmpe talent, men at han også vil arbejde hårdt på at blive en dygtig målmand, forklarer BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen.
- Vi vil gerne både på kort- og på lang sigt skabe et slagkraftigt håndboldhold, og Sebastian Frandsen kan være med til begge dele.
- Han kan bidrage på kort sigt, men det er også en målmand, som jeg ser et stort potentiale i, og som også i de kommende år vil blive endnu dygtigere.
- Så vi er rigtig glade for, at et af landet absolut største målmandstalenter har valgt at fortsætte sin udvikling i Bjerringbro-Silkeborg, lyder det fra træneren.
/ritzau/