Brøndby-træner: Vi tager til Parken for at vinde

admin

10 år siden

|

03/05/2014

Dagens topnyheder

Brøndby har ikke vundet over FC København i Parken siden 2004. Brøndbys cheftræner Thomas Frank har da også stor respekt for lokalrivalen inden søndagens sene aftenkamp i Superligaen.

Til gengæld er der også tro på Brøndbys egne evner, og de blågule går efter sejren i derby-opgøret, som Thomas Frank ser frem til med stor spænding.

- Folk glæder sig rigtig meget. Vi ser rigtig fine ud til træning, og jeg synes, at vi startede rigtig godt i forårets første tre kampe.

- Derefter havde vi et dyk i de næste fem, hvor jeg synes, at vi sled lidt med spillet og med toppræstationerne, men vi samlede stadig point.

- Jeg synes egentlig, at det har været med pil op i de sidste tre kampe med hensyn til spillet og til at skabe chancer, så vi går ind til kampen med stor tro på egne evner.

- Vi er overbeviste om, at der ligger noget og venter på os i Parken - og vi tager til Parken for at vinde, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Brøndby og FCK har lige mange point i Superligaen, men københavnerne indtager tredjepladsen på en bedre målscore. Den tætte rivalisering i tabellen har denne gang betydet, at der er udsolgt til kampen i Parken.

- Kampene mod FCK er sjove, intense og begivenhedsrige. Der er masser af tilskuere på lægterne, og de vil gerne kæmpe om at give den bedste støtte. Det gør vores fans selvfølgelig, det er klart, siger Thomas Frank.

Han forventer en jævnbyrdig affære, hvor små ting kan afgøre det:

- Jeg tror, at kampen kommer til at ligne de foregående - voldsomt intens. Sådan én, hvor der vil blive kæmpet for hver en duel. Begge hold vil lidt lede efter at holde fast i bolden.

- Spørgsmålet er, hvordan lang tid man kan gøre det, fordi det måske kan blive duel på duel. Det vil vi selvfølgelig prøve at være dygtige nok til at undgå, og så bliver det bare tæt. Det bliver de små marginalers kamp, siger han.

/ritzau/