Brøndby-målmand: Indstillingen var ikke god nok

admin

|

24/03/2014

Dagens topnyheder

Målmand Lukas Hradecky var slet ikke tilfreds med Brøndby-spillernes indstilling i 1-2-nederlaget på hjemmebane til OB.

Han fornemmer, at flere af holdkammeraterne troede, at kampen var vundet på forhånd.

- På en måde føler jeg det. At man ikke var løbevillig og heller ikke klar på dødboldene. Det var bare ikke godt nok, siger Lukas Hradecky.

Han mener, at det var noget mentalt, der kiksede for Brøndby mod OB.

Målmanden gætter på, at det kan skyldes, at Brøndby havde mulighed for at få kontakt til Superligaens top-tre, der alle satte point til.

- Vi har gode spillere, så det må være i hovedet. Måske er det resultaterne - FC Midtjylland og AaB, der har tabt. Det er klart, at de tanker har vi i baghovedet, siger Hradecky.

Brøndby indtager Superligaens fjerdeplads med 33 point. FC Midtjylland topper med 42 point efterfulgt af AaB med 40 point. Mestrene fra FC København har 36 point.

/ritzau/