En hyggelig familieferie var tidligere på året ved at ende fatalt for Britney Spears.
Sammen med sine to sønner ferierede popprinsessen på Hawaii, da en dukkert nær endte i en druknetragedie.
Den 34-årige "Toxic"-sangerinde svømmede rundt ude i havet, da hun undervurderede en bølge og pludselig blev trukket ud i havet, fortalte hun i et radioprogram på BBC ifølge E! News Online.
- Det så smukt ud, men bølgerne var omkring to meter høje. Jeg syntes, det var rart og forfriskende at være ude, men en af bølgerne ramte mig virkelig hårdt.
- Jeg blev suget under vandet i fem minutter og druknede næsten. Jeg nåede at komme ind igen, men så kom der en ny bølge og trak mig under, sagde Spears om de dramatiske minutter.
Popsangerinden fik atter kæmpet sig ind igen, og efter hun fik sundet sig, gav hun sine sikkerhedsvagter en ordentlig reprimande, fortalte hun.
- Jeg tænkte: "hvor er mine sikkerhedsvagter henne?" De vil bare lade mig drukne herude." De efterlod mig derude, men jeg tror, det var fordi, de tænkte, jeg kunne redde mig selv, funderede sangerinden.
Et par uger efter den voldsomme svømmetur har en lettere sarkastisk Spears dog formået at ryste hændelsen af sig.
- Nu har jeg da prøvet, hvordan det føles at blive trukket ud i havet af en to meter høj bølge, lød det fra hende.
/ritzau/FOKUS